Det er primært jyder, der spørger.
For at opnå samme niveau af intellektuel overbeviselsesevne som jeg besidder, må man "have snydt på forhånd" ligesom i madprogrammerne. Men det er også muligt at opnå en ret solid sofistikeret facade, hvis bare man holder tungen lige i munden og følger mine primære retningslinjer:
- Spil et intellektuelt instrument. Mange mennesker tror, man får fisse, hvis man synger og spiller guitar. Det gør man også, men man scorer kun dumme blondiner fra fx Østerbro. Derfor skal man spille saxofon eller et andet intellektuelt instrument, da et sådant tiltrække kloge piger, der tænder på sofistikerede mænd.
- Få en sofistikeret kæreste. Eventuelt ved at følge rådet ovenfor. Ved at have en klog kæreste, snyder du omverdenen til at tro, du er lige så sofistikeret. Pga. det gode gamle kønsnormative bras om at kvinder går efter den mand, der er dem mest værdig, vil alle andre end de underlige anarkister fra Det Frie Gymnasium tro, du er lige så klog som din pige + 20 - 35 % ekstra, da manden er et stærkere individ end kvinden.
- Lav en jazz-playliste på Spotify med den mest dedikerede jazzentusiast, du har i dit netværk. Det smarte ved det er, at 1: Spotify er et socialt medie = folk kan se, du laver en jazz-playliste, og anerkender din seriøsitet omkring nichemusik. 2: Jazzentusiasten vil naturligvis gå helt amok over at få følelsen af, nogen nogensinde vil lytte til spillelisten, og vil derfor lægge numre op i ambitiøst tempo = ikke så meget arbejde til dig. 3: Du holder øje med, hvilke albums, jazzentusiasten lægger mange numre op fra. Han holder helt sikkert igen med nogle af numrene, fordi han ikke vil spamme listen med for mange numre fra samme plade: det udnytter du. Læg 2-3 mere op fra samme plade. Det er ligegyldigt hvilke numre. Ingen, deriblandt jazzentusiasten, kan alligevel høre forskel. = Din facade er skudsikker + din jazzven vil anerkende dig. Eneste minus er, han skriver personligt i chatten hver gang, han vil se noget på La Fontaine eller Montmartre, og du ikke bare kan ignorere det ligesom du plejer med facebookinvitationer til diverse club-, demo- eller fristedsakviteter.
- Bliv veganer. Og endnu vigtigere: bliv ved med at være det. Det virker ligesom en aktie, der bliver ved med at give afkast. Først mister du lidt respekt, fordi du ligner en af dem, der bare gør det for at tage stilling til et eller andet, men efter noget tid, hvor det virker, vil folk begynde, med en vis ærefrygt, at respektere det. Med tiden vil du udvikle status som et selvstændigt tænkende individ, der forud for sin tid står ved sine holdninger. OBS: selvom alle driller dig ved at lægge billeder af leverpostej på din væg, skal du slappe helt af. Det er ligesom med Rasmus Jarlovs valgplakater. Fordi man hører så meget om sagen på nettet, begynder man at kende til hans eksistens. På den måde gør du indirekte folk opmærksom på, du er veganer, uden at sige noget. Dem, der driller dig med det, gør det desuden bare for at teste dig for at se, hvor skudsikker, du er. Lad dem ikke få dig i en brandert.
- Få sofistikerede venner og giv Mensa fuckfingeren. Intelligens er ikke det samme som intellektualitet, og ved at hænge ud med seje venner, der ligner nogen, der studerer filosofi på KU, opnår du langt mere intellektuel effekt end hvis du hang ud med kedelige intelligente mennesker fra Mensa. Det hele går ud på, at dine intellektuelle venner, ligesom dig selv, udstråler intelligens SAMT personligt overskud, hvilket viser omverdenen, I er overmennesker.
Mvh. Aners Holst












